|
Saint Cyprien Plage ligger i Sydfrankrig, ca. 50 km fra den spanske grænse og ca. 20 km fra Perpignan. Byen placering, omkring en stor lagune i middelhavet, giver anledning til at Saint Cyprien Plage har frankrigs næststørste marina. Desuden finder du flere hyggelige små lystbådehavne i lagunen.
Saint Cyprien ligger i vinområdet Langedoc-Roussillon, som er Frankrigs største. Det betyder at der er vinmarker næsten overalt og mange steder er der mulighed for at smage og købe vinene, enten i en bod langs vejen eller hos vinproducenten. Og priserne på vin er meget rimelige, fra ca. 12-14 kr. pr. liter når man kommer med sin egen dunk.
Saint Cyprien Plage har et stort tenniscenter med 17 udendørs- og 4 indendørsbaner, der er også en squashbane, desuden har byen en 27 hullers golfbane i international klasse, et vandland, mulighed for leje af cykler, scooter, heste og har du lyst til en tur på vandet, kan du leje en windsurfer, vandscooter eller måske en båd. Til de fiskeri-interesserede, er der mulighed for at komme på havfiskeri, eller blot fiske fra stranden (når de badende er gået hjem - naturligvis).
Derudover er der mulighed for en tur i go-cart på byens go-cart bane, eller man kan tage på dagskrydstogt langs kysten til Spanien.
Udflugter
I bil kan Spanien og Andorra nås på en times tid. Har man en dag til rådighed, kan et besøg på Dalí-museet i byen Figueras anbefales. Desuden kan man besøge Barcelona (ca. 190 km), der bla. kan byde på Gaudi's livsprojekt "La Segrada Familia", den Olympiske By, Las Ramblas og meget, meget mere
Langs de spanske hovedveje finder du desuden masser af keramik til lave priser, samt mulighed for at forsyne sig med cigaretter og spiritus til lavpris i de større supermarkeder.
Tag en tur ned langs havet til den gamle, smukke by Collioure og nyd den storslåede natur
|